INT-Ambition 2024-06-01T10:42:54+02:00

Løvvang Bowling Centers internationale ambitioner

I Løvvang Bowling Center valgte vi i starten af nullerne at inkludere afholdelsen af internationale mesterskaber som en del af vores forretningskoncept.

Vi har, i samarbejde med Danmarks Bowling Forbund, afholdt internationale mesterskaber før årtusindskiftet, men frekvensen de seneste 20 år er forøget, ligesom vi har overtaget værtskaberne 100 %, således at vi i princippet både er leverandør af centrets mange ydelser og arrangør af alle mesterskabernes facetter.

Vi har over årene udviklet et tæt lokalt samarbejde med Aalborg kommunes eventsekretariat, med førende hoteller i byen og med Sport Event Danmark; alle relationer, der er af afgørende betydning for at kunne byde ind på mesterskaberne hos sportens internationale organisationer.

I 2025 afholdes EM for herrer i Løvvang Bowling Center. Det er det største mesterskab målt på deltagere arrangeret af det europæiske forbund, hvorfor forventningerne til mesterskabet er rigtig store. Vi arbejder på at fastholde en turnus med et internationalt mesterskab hver 2.-3. år.

Ud over mesterskaberne ejer og afholder Løvvang Bowling Center en åben international turnering, der med få undtagelser er afviklet én gang årligt siden 1964.